Tankerum

Kunsten at elske den kat man får (essay)

 

Netop da en pakkepostchauffør – der af ukendte årsager havde holdt en længere frokostpause – startede sin varevogn op og trillede ud fra parkeringspladsen, passerede min daværende nabo selvsamme varevogn, hvorfra der i samme nu hørtes et gennemtrængende skrig. Min nabo stoppede op, grundet den voldsomme lyd, og chaufføren standsede selvfølgelig bilen og sprang hurtigt ud for at undersøge motoren, hvor lyden kom fra. Efterfølgende blev Terroristen fisket ud. En killing, efterladt og tilsyneladende alene i verden. I en overmodig stund havde den søgt ly i en krog af karosseriet, hvor motorens eftervarme havde virket så tiltrækkende, men da bilen satte i bevægelse, var der alligevel gået panik i kræet, og nu stod chaufføren modvilligt der med killingen, som han på ingen måde nærede et ønske om at påtage sig ansvaret for. Min nabo savnede heller ikke på den måde at forøge familien, da hun og kæresten havde en kat i forvejen, men da hun er et omsorgsfuldt menneske, der elsker dyr, tog hun alligevel killingen med hjem.

Det skulle vise sig, at det var en sand plageånd, den dyrevenlige Naja havde givet husly. Og af samme årsag opstod navnet, Terroristen. Snart var både mine naboer og deres smukke, velafbalancerede kat, Diamond, ved at blive drevet til vanvid. Efter et par uger tilbragte Diamond mere tid i min lejlighed end hjemme hos sig selv, og da Naja foretrak sin egen veltilrettede kælekat frem for det vilddyr, der hang og havde en fest i hendes gardiner, var det, at adoption kom på tale.

Jeg blev med andre ord stillet overfor et tilbud, som jeg ikke kunne sige nej til.

Jeg har en tilbøjelighed til at tro på at tilsyneladende tilfældigheder slet ikke er så tilfældige endda. Og med den pågældende række af hændelser, der i denne periode fandt sted, føler jeg mig overbevist om, at det var led i en plan tilrettelagt fra højere sted, at Terroristen og jeg på denne måde skulle føres sammen. På den anden side er jeg ikke særlig stolt af, at jeg lod mig rive med, og at jeg, som så mange andre, der har været igennem en skilsmisse, var til falds for at an-skaffe mig et dyr til trøst og lindring for mig selv og mine børn.

Min bedste undskyldning er, at jeg også havde haft kat tidligere i mit liv, da katte ligesom var en selvfølgelig del af livet på landet. Den første kat, vi havde, fik vi endda, før vi flyttede rigtigt på landet. Det var dengang, vi levede som kernefamilie, og mine forældre på rødvinsfyldte aftener med vennerne endnu kun snakkede om, hvordan deres alternative og kunstneriske drømme skulle realiseres.

Min mors barndomsveninde var forfatter, boede i det dengang hotte Albertslund og var dus med hele det intellektuelle parnas på Danmarks Radio, Information og Gyldendal, og da mine forældre efter en visit i hovedstaden kom hjem med en lille grå killing, der var afkom af selvsamme forfatters kat, var det som om en stemning af kunst og storby flettede sig ind i vores liv sammen med katten.  Killingen hed Villy, og først nu forstår jeg, at navnet må være givet af min mors veninde – forfatteren – som, jeg senere erfarede, havde et godt øje til ”den bælgøjede halvsvensker” fra Gasolin, Wili Jønsson. Og sådan havde hun det i øvrigt med at navngive vores dyr efter kendte kulturpersonligheder. Selv var hun en fanatisk katteelsker med foragt for hunde og deres ejere, og jeg lærte derfor tidligt, at der var forskel på folk – og på dyr.

Men tilbage til, hvor vi kom fra. Jeg og mine børn boede efter mit forliste ægteskab i en gammel, dårligt renoveret stationsbygning. Her kunne vi fra stuen, der vendte ud mod en P-plads, følge rytmen i Fakta-kundernes rituelle, fortravlede liv, og på samme måde blev lastbilernes gennemkørsel klokken fire om morgenen en del af hverdagens forudsigelighed.

Fra køkkenvinduet i den modsatte side af huset kunne vi se ud på perronen og følge togene, der regelmæssigt kom og gik, og under halvtaget, hvor vi havde plads til vores kanin – en tilegnelse, der var kommet til i et andet udfald af romantiske forestillinger om den rette børneopdragelse og mere kontakt med naturen osv. – havde byens børnefamilier fået for vane at holde picnic. På perronen fandtes desuden en bænk, der med jævne mellemrum blev indtaget af en sindsforvirret ung mand fra Risskovs lukkede og de unge kasse-medarbejdere fra Fakta, der syntes bænken var et passende sted at starte aftenens fest i selskab med en kasse øl. – Fik jeg sagt, at huset var dårligt lydisoleret?

Nuvel, jeg brugte alle mine kreative talenter på at shine stedet op, og fik da også med forskellige kneb fremtryllet en følelse af hjemlighed. Men dette til trods, og at jeg forsøgte at stive mig af med identiteten som boheme, ændrede ikke på det faktum, at de fysiske rammer – altgennemtrængende og præcist – fremstod som en afspejling af min egen indre miserable tilstand. Mit liv var et kaos, og nu havde jeg så også erhvervet mig en kat.

Det gik da heller ikke hverken værre eller bedre end at Terroristen ved først givne lejlighed blev besteget af en strejfer og nedkom med ikke mindre end fem killinger. Jeg foregriber måske lidt tingenes gang her og forsømmer at udfolde mit egentlige forehavende – at beskrive den følelsesmæssige relation, jeg havde til min kat. Det må jeg selvfølgelig råde bod på.

Jeg kan ikke påstå, at vi blev hjertevenner med det samme, men der er ingen tvivl om, at Terroristen hurtigt kom til at føle sig hjemme – hvilket tydeligt kunne ses på vores møbler. Som det så tit sker, når livet er fuld af andre og vigtigere gøremål, kom jeg nok til at nedprioritere opdragelsen af det nye familiemedlem. Vores forskellige lyster og temperamenter førte med mellemrum til sammenstød, men med tiden indgik vi kompromisser, som vi begge kunne leve med. Det skal siges, at hun altid har været en ivrig kommunikator; hun ved, hvad hun vil og ikke vil, og gør ivrigt og udholdende opmærksom på det. – Ikke noget med blid føjelighed her. Jeg vil endda gå så langt som til at påstå, at hun er en klog kat – som eksempel kan jeg henvise til, at hun faktisk overlevede al trafikken, der på Stationspladsen – det modsatte var desværre tilfældet med Diamond, men det er en anden historie.

Lad mig sige det lige ud: Jeg har det anstrengt med folk, der lader deres kæledyr sove i sengen! Det er klamt og uhygiejnisk og hører med under kategorien af folk, der lader deres hund slikke sig i ansigtet eller lader katten gå på køkkenbordet. Men lad mig også med det samme sige, at jeg selv var én af de skyldige i denne periode. Det startede med en leg, hvor hun fór så sjovt rundt under det spraglede sengetæppe. Senere blev det en vane at løfte dynen i weekenderne uden børnene, hvor vi havde det med at føle os ensomme. Og siden skete det bare, at hun lå der i sengen, på samme måde som børnene i ammeperioden, der pludselig havde fået permanent opholdstilladelse i dobbeltsengen, fordi ingen gjorde noget for at ændre på det. – Så da Terroristen som førstegangsfødende var helt rundt på gulvet af veer, blev min fodende under dynen hendes foretrukne sted. Jeg led med hende.  Og jeg må nok bekende, at der i den situation fandt en form for erfaringsudveksling sted mellem os. Menneske til kat og kat til menneske.

Og det var i forbindelse med den oplevelse, at jeg bemærkede det for første gang: Vi bond´ede! – Og efterfølgende sprang Terroristen ud som en fantastisk mor.

Sommeren var over os, og kassen med den nystiftede familie kom med på landferie i Nordjylland, hvor jeg erfarede noget nyt om min huskat. For første gang oplevede Terroristen – som i anledning af sit moderskab var blevet omdøbt ”Amanda” – hvad virkelig natur er, og det var tydeligt, at den pludselige kontakt med ”urdybet” vækkede noget i hende. Med ét forvandledes hun til et ”dyr” i ordets egentlig forstand, en sort panter, der adræt vogtede over sit afkom med store øjne og alle sanser vågne. Sjældent er et dyr set smukkere og mere i pagt med den store sammenhæng.

Da sommeren faldt på held, og hverdagen i stationsbygningen atter var en realitet, som vi alle måtte deale med, var der pludselig katte alle vegne. Rengøring samt at identificere de hjørner, hvor lugtgenerne kom fra, blev den utilsigtede fuldtidsbeskæftigelse, der fulgte med at have fem teenagekillinger. Med tiden blev da også både jeg og Amanda trætte af vandalerne. – Det var med andre ord tid til at finde dem et andet hjem. Og det løste sig da også med hiv og sving.

Én stak af hjemmefra langs togskinnerne og blev fundet af en dyreglad børnefamilie. En anden lod jeg datteren til en lokal landsbyalkoholiker drage hjem med – hvilket (måske som straf) stadig regelmæssigt hjemsøger mig. En tredje blev jagtet af en herreløs og ret skræmmende hund, der pludselig dukkede op ud af det blå. Den halvstore killing flygtede op i et to meter højt vejarbejdeskilt, men hunden rystede skiltet, til katten faldt ned, og forsvandt så med sit bytte i munden lige så pludseligt, som den var kommet. Vi så aldrig siden hverken hund eller kat. – Herren var mig tilsyneladende nådig, for nu var der kun to killinger tilbage, og som tak stod jeg tilbage i chok og med en følelse af maveknugende skamfuldhed over mine forbilledligt ringe evner for at yde en stakkels skabning beskyttelse.

Helt cyklisk kom mine naboer mig til undsætning og overtog én af de sidste to killinger – da Diamond jo var gået bort – og så var der kun én tilbage, som vi besluttede at beholde selv. Og i modsætning til sin mor var Maddie mild – ikke den største begavelse, men sød. Nu var det slut med killinger, begge katte blev steriliseret.

Trods en på mange måder stabiliseret tilstand omkring hjemmelivet, havde jeg efter endnu et år fået nok af at leve midt i den trafikale centrifuge, på Stationspladsen og lykken tilsmilede mig heldigvis med et lejemål ude på landet, hvor vi fik sat et helt stuehus med have og åbne vidder til vores disposition.

Der er så smukt på landet, som man siger, og jeg var klar til den nye livsstil, der fulgte med. Jeg skal da også lige love for, at jeg fik lov til at forlyste og udfolde mig. Nu var motorsave, økser, trillebøre og mang-foldige haveredskaber nødvendige hverdagsgenstande, jeg lærte at håndtere. Med et kombineret brænde- og oliefyr som opvarmnings-kilde i det uisolerede hus blev desuden indkøb af kulsække, træbriketter, paller med brænde og olie til en ny slags fritids-beskæftigelse. Det var et værre svineri og lige så dyrt som det var besværligt.

Til gengæld syntes Amanda og Maddie at være kommet til et paradis af mælk og honning – der var mus, mus og atter mus. Og det var så her, jeg begik en bommert. Med anskaffelsen af en kattelem tænkte jeg, at det var tid til at slippe for plagen og klagen og kradsen på dørene, når kattene jo selv kunne bestemme, hvor de ville være. Hvad jeg ikke havde forudset var at kattelemmen kom til at stå som en åben port for andre af Guds skabninger, kom de ikke ind ved egen kraft – som de hjemløse, utøjsbefængte strejfere – skulle de nok blive bragt ind af kattene selv. Mange nye regler blev indført, men hindrede alligevel ikke, at en vis tilvænning med tiden fandt sted. Når nogen konstaterede, at der kom en mus – som regel med én af kattene i hælene – løftede børnene blot benene og gik upåvirkede videre med deres forehavende. Alt viser sig at kunne blive hverdag.

Fik jeg sagt, at vi elsker mænd? Amanda i lige så høj grad som jeg selv. Min tyske kæreste var så eksotisk, for han havde boet i Portugal i mange år. Han var varmblodet og kunne svinge en kødkniv, hvilket hverken Amanda eller jeg kunne stå for. Vi var forblændede, og det var mine forældre i øvrigt også – i perioder næsten mere end jeg selv. Med tiden faldt han dog i unåde, da hans sydlandske manerer var svære at kapere i længden for tilknappede nordjyder som os. Måske var der også noget med for meget tobak og alkohol, aborten, børnene og byggeriet, der gik i stå … alt gik endnu en gang i opløsning og siden blev der meget stille.

Som udgangspunkt var huset ikke noget at råbe hurra for, uisoleret og slidt, som det var, og med kattehår, loppeudbrud og halv- og heldøde mus i tillæg, blev det bestemt ikke bedre. Så da min udlejer efter mange opfordringer valgte at renovere hele baduljen, tog jeg en drastisk beslutning, nemlig at det skulle være slut med at dele stuer og møbler med kattene, og kattelemmen blev ikke genetableret. Nu skulle kun entreen være deres domæne, og sådan blev det, og det var faktisk en mild løsning, taget i betragtning af at min nye kæreste var allergisk overfor kat. Beslutning blev nok ikke ligefrem mødt med begejstring, men efter en tilpasningsperiode var det bare sådan det var – når altså ikke en dør ubevogtet stod åben.

Jeg plejer at tænke, at Amanda har haft en dysfunktionel barndom og derfor til tider døjer med at styre sit temperament og at udvise tillid til folk. Jeg kan ganske vist ikke føre bevis for denne påståede sammenhæng, men jeg synes, det giver mening at tænke det sådan. Jeg forestiller mig, at hendes killingetilværelse har givet anledning til ar på sjælen, hvilket efterfølgende har resulteret i en manglende evne til at udvise den form for hengivenhed, som katte ellers har for vane. Min søn er derfor fortsat i en alder af 15 år bange for at nusse hende. På samme måde er det heller ikke til at komme udenom, at jalousien altid har været en del af hendes personlighed.

Selvom Amanda kunne hygge sig i Maddies selskab, skulle man ikke tage fejl af, at hun ikke tålte, når datteren fik særlig opmærksomhed af os, for så vankede der fra mor.

Da Maddie var blevet påkørt, og lå ubevægelig i de første solstråler foran porten i gården, reagerede Amanda også med at hvæse, som om hun ikke tolererede den sårbarhed, der stod i en lys lue rundt om hendes afkom. Mens jeg afventede dyrlægens dom i weekendens løb, måtte jeg pleje den tilskadekomne og med mellemrum flytte på hende, for at hun ikke skulle ligge i sine egne efterladenskaber. Det var hele bagpartiet, den var gal med, og selv om jeg løftede hende nænsomt, og selv om patienten var tapperheden selv, undgik vi ikke, at det jeg gjorde, fik det til at gøre ondt i bruddet. Amanda holdt sig i det store hele uinteresseret på afstand, men da hendes datter ud-stødte den ubærligt klagende lyd, som kun kommer fra et dyr i dyb smerte, var Amanda over mig med det samme – kun som en markering i et splitsekund, men alligevel var vi begge overraskede. Efterfølgende gik hun forvirret og brødebetynget rundt og rundt om sig selv, og først da jeg trøstede hende og roste hende for hendes store beskyttertrang faldt hun til ro.

Efterhånden er Amanda ved at være en ældre dame, og da sorgen over tabet af hendes datter og ven havde lagt sig, kom der en ny ro over min gamle samlever. Det lyder måske lidt hårdt, når jeg siger, at hun virkelig nyder at have al opmærksomheden for sig selv. I dag sker det faktisk også, at hun hengiver sig til at ligge på ryggen og blive kløet på maven, godt nok med øjnene på halv og kløerne parat. Og jeg glæder mig i mit stille sind over, at hun i så sen en alder har fået en bejler – en hankat, som hun tåler, så længe vi ikke giver ham mad og opmærksomhed. Jeg ved det, fordi min datter ikke kunne nære sig. Som den drillepind hun er, satte hun en madskål foran ham, mens Amanda så det. Før han nåede så meget som at dufte til maden, var han slået til tælling. Så nu finder han sig ydmygt i at holde afstand – så længe han til gengæld må markere haven som sit territorium.

Min kat og jeg har en særlig kontakt, da vi nu gennem 10 år har levet sammen. Jeg forstår hendes sammensatte sind og natur og kan derfor bære over med de mindre klædelige udfald, der fra tid til anden kommer. Jeg er hendes madmor og omsorgsgiver og den, hun beder om hjælp, når angrebene af tæger, orme og lopper plager. Ja, alle disse privilegier er mine helt alene.

Omvendt har hun gjort mig følge i mine mindre klædelige perioder, hvor hun har tålt, når jeg ikke kunne sætte mig igennem og beslutte, hvordan vores liv skulle være. Jeg tror også, hun forstår mit sammen-satte sind og min følsomme natur. I hvert fald bærer hun over med mig.

Amanda er den kat, der har fulgt mig i medgang og i modgang, og derfor elsker jeg hende, selvom hun til tider er en lille terrorist.

(Essay skrevet  af Trine Aslaug Hansen, juli 2017)

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *