Tankerum

Vantro valg-eftertænksomhed

Symptomatisk nok ligger jeg i sengen med influenza i disse dage. Hovedet dunker og snurrer rundt, og jeg pakker mig ind i uld og dyner og sidder helt stille. Alligevel larmer det inde i mit hoved, som om en stor maskine kører på højtryk. På tv-skærmen føles larmen fra den amerikanske valgturbine ligeså pågående, mens kommentatorreaktioner og facebookopslag vidner om en vantro vestlig verden, der lige nu holder vejret. Min tilstand er tilsyneladende blot et spejlbillede på verdens tilstand.

Det utænkelige er sket – Trump vandt.

Nu må vi med gode miner se til, at de europæiske ledere klapper hælene sammen og taler forsonligt til Trump, mens deres øjne lyser af modvilje. Det store spil for galleriet udspiller sig, mens vi andre slår korsets tegn og beder for verdensfreden. Selv har jeg svært ved at tro, hvad jeg ser, og jeg har mest lyst til at lukke ned for det hele. Virkeligheden overgår fiktionens verden med mange længder. Ja, det er som om, de to nu er flydt sammen i det ultimative realityshow, hvor utilregnelighed, løgn og trusler er blevet normen. Vores tid er tilsyneladende trådt ind i den groteske æra, hvor menneskelig armod med den største selvfølgelighed går arm i arm med Las Vegas-bling-bling i kampen mod den fælles fjende, Staten. Al mening ophører, al analyse må give fortabt, for i den nye virkelighed er du berettiget til at benægte fakta lige så tosset, du vil, og almindelig logik, der fortæller, hvem der kæmper for  hvem – fx hvem der kæmper for de svageste i samfundet – kan affejes med en simpel håndbevægelse. At klimaet styrtbløder er det heller ikke belejligt at forholde sig til.

Jeg har virkelig svært ved at kapere, at vi mennesker, der befolker denne klode ser så forskelligt på, hvad der er af det gode og vil gavne og føre tingene i “den rigtige” retning. Samtidig må jeg spørge mig selv, om der da ikke er noget som helst opløftende at hente ud af valgresultatet? Måske at “The Establishment” igen er blevet rusket i. Der er tilsyneladende – og jeg fristes til at sige, heldigvis – kæmpestore dele af befolkningerne rundt omkring i den vestlige verden, der er begyndt at vågne, fordi de ikke føler sig hørt og repræsenteret. Der eksisterer en ulmende utilfredshed som jo før eller siden må komme for dagens lys. Jeg gyser over opbakningen til Trump, men samtidig ser jeg på ét andet niveau migselv tilslutte mig et segment af de utilfredse horder, for også jeg ønsker at tingene skal ændre sig. Også jeg føler mig provokeret af magthavernes arrogante måde at undervurdere folket på. Det er tid til opbrud og til at ryste posen. Så vidt er jeg med. Men samtidig holder jeg mig for øjnene, for dette her kan gå i alle retninger.

Noget af det, modstanden handler om – som vi også ser det med de nationalistiske strømninger i Danmark såvel som resten af Europa – er modviljen imod globalisering. Der findes i store befolkningsgrupper en længsel efter at tilbagerulle tingenes tilstand til dengang verden var lig med “nationen”, og resten, en eksotisk fremmed omverden, som man kunne rejse ud i og komme sikkert hjem fra med en souvenir. Sådan var det – og synes det i dag – trygt og godt for mange. Men hvordan er det lige, vi i disse internettider skulle kunne stoppe folk i at udveksle tanker og idéer? Hvordan er det lige, vi i en verden, der bygger på idéen om handel på tværs af landegrænser (også som middel til at opretholde verdensfreden), skulle kunne stoppe mennesker i også at bevæge sig over landegrænser? Det er naturligvis en utopi. Globaliseringen lader sig ikke rulle tilbage. Men amerikanerne elsker utopier, og resten af verden elsker amerikanerne for at insistere på retten til at drømme om utopia.

Måske vi alligevel har noget at lære af amerikanerne. Måske vi trænger til at drømme lidt mere højlydt her i Europa.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *